Listepris og Pumpepris
Listeprisen er prisen på et brændstof, der fastsættes for hvert døgn, fra 00.00 den pågældende dag til 00.00 næste dag. Listeprisen udregnes på baggrund af kursen på amerikanske dollars samt prisen på brændstof på det internationale oliemarked. Listeprisen rummer dog ikke eventuelle rabatter, man som forbruger kan få på tankstationerne.
Pumpeprisen eller standerprisen er den pris på et brændstof eller drivmiddel, der vises på standeren, når du tanker. Pumpeprisen er også den pris, der fremgår af prisskilte ved tankstationer. Pumpeprisen varierer på baggrund af flere forskellige faktorer eksempelvis lokale konkurrenceforhold eller kan være påvirket af særlige loyalitetsprogrammer på tankstationerne. Pumpeprisen er som udgangspunkt lavere end listeprisen.
Listeprisen forbliver den samme i 24 timer, mens pumpeprisen kan ændre sig i løbet af dagen.